Projektet

Projektbeskrivelse om Den Digitale Ressourcebank:


MinaGroup er en virksomhed med socialøkonomisk DNA, der arbejder særligt med frivillighed i udsatte boligområder. Vi har et stort ønske om at udvikle en Digital Ressourcebank. En ressourcebank, der er med til at højne uddannelsesniveauet i området og som allerede nu danner grundlaget for gode, stærke og faglige relationer på tværs af vores lokalsamfund. Idéen med projektet er, at lokale, fagligt stærke ressourcer bliver matchet med lokale mønsterbrydere, der har brug for netop den hjælp, som den faglige ressource kan tilbyde. Projektet er tiltænkt en målgruppe, der er unge fra 16 år og opefter, som er bosiddende i et af kommunens udsatte boligområder. Motalavej i Korsør er på regeringens ghettoliste, hvor arbejdsløshed, beskæftigelse, uddannelsesniveau, kriminalitet og beboersammensætning er udfordret i forhold til landsgennemsnittet. Vores mål med projektet er at kunne hjælpe

unge i alderen 16-24 år gennem svære perioder i deres uddannelsesforløb herunder større opgaver, eksamener, mm.


Det kan være vanskeligt for unge med “en mønsterbryder i maven” at få den rette hjælp i et udsat boligområde – hvor hjælpen typisk ikke tilstede hos forældrene eller i det nære netværk. Når det er sagt, så er virkeligheden at afstanden mellem at være en udsat ung og en mønsterbryder i et udsat boligområde ikke så stor endda, fordi vores erfaring fortæller os, at når de unge får den rette faglige hjælp og støtte, så har de lettere ved at gennemføre en uddannelse og derved lettere ved at holde sig ude af den kriminelle løbebane og blive en mønsterbryder. Den gruppe af unge, som vores projekt henvender sig særligt til, er ressourcestærke i forhold til boligområdet, men de er langt fra 12 tals-unge. Det er vigtigt at påpege, at vi ikke forsøger at løfte gennemsnittet fra et 10-tal til et 12-tal, men at vi derimod løfter de unge, der ellers ville være faldet fra og hjælper dem på deres vej mod at blive mønsterbrydere. Den Digitale Ressourcebank vil altså være den platform, der er med til at koble den unge sammen med én eller flere fagligt stærke ressourcer, der skal sikre faglig og personlig hjælp, som altid tager udgangspunkt i den enkeltes behov.


Projektets fokuspunkter og formål:

I projektet vil vi særligt have fokus på tre helt klare målsætninger:


  • Højere uddannelses- og beskæftigelsesniveau i lokalområdet
  • Etablering af stærke, ressourcefulde relationer i civilsamfundet
  • Fremmelse af mønsterbrydere i socialt udsatte boligområder


De konstruktive fællesskaber:


Det er afgørende, at der hurtigt i forløbet med Den Digitale Ressourcebank bliver skabt en kontakt imellem de to parter, der bygger på den relation, vi som koordinatorer på projektet har til begge parter. Det er derfor vigtigt at påpege, at vi differentierer os fra lektiercaféer og lignende ved, at vi har en anden faglig tyngde, men at forløbet også er langt mere relationsbåret. Vi arbejder én-til-én og ikke én-til-mange, som det ofte ses i lektiercaféerne og vi bestræber os på, at forløbet strækker sig over så lang tid, så den udsatte unge og den frivillige ressource når at lære hinanden at kende, danne relation og derefter påbegynde det faglige arbejde. Derfor er antallet af frivillige også stort set det samme som antallet af frivillige, da man kun bliver en aktiv del af Den Digitale Ressourcebank, hvis ens kompetencer efterspørges.


Vores tilgang til projektet bygger på, at der eksisterer to “spor” i projektet; først og fremmest er der den generelle hjælp til det faglige, hvor den unge får en masse ressourcestærke personer fra civilsamfundet at trække på i sit netværk, men derudover er der også den sociale og personlige hjælp og støtte, hvor relationen imellem den unge og den lokale frivillige kan få karakter af et mentorskab.

De unge og deres aktive rolle:


Det er afgørende for, at dette projekt kan få den størst mulige effekt, at de unge sikres en indflydelse og dermed en aktiv rolle; dette vil vi gøre ved at lave en screening i det udsatte boligområde og tage fat i nogle enkelte nøglepersoner, der på den måde kommer til at agere ambassadører for projektet og Den Digitale Ressourcebank. Vi vil derudover være aktive på flere sociale platforme, som vi ved, at de unge bruger herunder snapchat, facebook mfl. – vi vil derfor hele tiden være lette for de unge at tilgå, da vi er dér, hvor de er. Vi vil trække på vores dygtige samarbejdspartnere og medarbejdere, der har over ti års erfaring fra det pågældende boligområde, hvilket er med til at sikre os et kendskab til de fleste af de unge, der befinder sig i vores målgruppe og det vil sikre os en tæt relation til netop de unge allerede fra starten. Vi skal vise de unge, at det er muligt at tage ansvar for sit eget uddannelsesliv, så længe man har de rette ressourcer at kunne trække på i sit netværk, derved håber vi på at kunne sikre en aktiv, ansvarsfuld og engageret deltagelse fra den unges side.



Projektets faglighed og kompetencer:


I MinaGroup er vi et team bestående af to kolleger, der begge vil stå for projektet i samarbejdet med de unge og de lokale ressourcestærke fra civilsamfundet, der er knyttet til Den Digitale Ressourcebank. Vi vil begge stå for at strukturere og tilrettelægge planlægning og koordinering samt den efterfølgende evaluering af projektet.


Khalil har en professionsbachelor i pædagogik, en diplomuddannelse i ledelse samt to moduler i Gadeplansarbejde fra Metropol. Derudover har han ti års erfaring med gadeplans- og relationsarbejde i det pågældende udsatte boligområde, både som pædagog og senere som leder. Khalil har som tidligere nævnt et indgående kendskab til mange af de unge fra det udsatte boligområde og han vil derfor i særdeleshed stå for rekrutteringen af de unge til projektet, da han i høj grad kan trække på sin relation til dem. Han vil derudover også stå for koordineringen mellem de unge og de frivillige faglige ressourcer.


Karina har cand.mag. i Kultur og Formidling fra Syddansk Universitet Odense med tilvalgsfag i Kommunikation, Retorik og Formidling, hvor hun efterfølgende har erfaring fra stillinger på Slagelse Bibliotekerne samt et værested i et socialt boligområde.


Karina vil primært stå for opbygningen af Den Digitale Ressourcebank, koordineringen mellem de unge og de frivillige faglige ressourcer samt udarbejdelsen af den efterfølgende evaluering af selve projektet.


Basen, Center for Børn og Unge i Slagelse Kommune, er et værested for børn og unge, der arbejder kriminalpræventivt og ud fra en relationel tilgang. Basen rummer kompetent personale med en bred af vifte af faglighed og uddannelse, som giver rigtig god mening i forhold til Den Digitale Ressourcebank. Idéen til projektet er udviklet i et tæt samarbejde med de lokale uddannelsesinstitutioner og Center for Børn og Unge i Slagelse Kommune, så vi på den måde sikrer os, at vi trækker i samme retning og undgår parallelforløb.


Kvarterhusledelsen er en beboervalgt ledelse som repræsenterer de tre afdelinger, der ligger på Motalavej og de er alle frivillige ildsjæle, der bruger mange timer på at hjælpe beboerne i området. Vi har aftalt med Kvarterhuset på Motalavej, at de vil stå til rådighed og udlåne de lokaler, som skal bruges til formålet.


Vi anser samarbejdet med civilsamfundet for at være et af de bærende elementer bag projektet og derfor har vi valgt, at rekrutteringen skal ske gennem de allerede veletablerede netværk. Derved vil vi få adgang til en bred vifte af fagligt stærke ressourcer fra civilsamfundet.



Fremtidsplanerne for Den Digitale Ressourcebank:


Det helt klare mål med Den Digitale Ressourcebank er at få flere udsatte unge igennem uddannelsessystemet, hvor vi også vil være med til at forebygge, at nogle af de unge dropper helt ud af systemet. Dette gør vi ved at hjælpe dem med det, som de ikke kan få hjælp til andre steder. Som tidligere beskrevet er vores primære fokus at hjælpe de udsatte unge på Motalavej i Korsør, hvorfor vi også har fokus på at sikre højere uddannelses- og beskæftigelsesniveau i lokalområdet, etablere stærke, ressourcefulde relationer mellem de unge og frivillige i civilsamfundet samt være med til at fremme de mønsterbrydere, der befinder sig i de socialt udsatte boligområder. Vi vil derfor starte i vores eget område, da vi allerede har kendskabet og relationerne til de unge, men det fremtidige mål med projektet er at opskalere og implementere det i andre kommuner med lignede udfordringer og problematikker. I og med, at vi bevæger os i socialt udsatte boligområder og i kraft af, at vi er bundet op på frivillighed, så mener vi, at Den Digitale Ressourcebank kan stå på egne ben og leve videre i gennem en frivillighedskoordinator eller et af kommunens fremskudte boligsociale indsatser, der er placeret i de pågældende områder.

Den Digitale Ressourcebank er en del af MinaGroup

Se mere på https://minagroup.dk/

MinaGroup

Revvej 53

4220 Korsør

Telefon: 51 80 96 25

Email: info@minagroup.dk

CVR: 38723480

minagroup